En hyldest til KUA.

Det er mærkeligt at tænke på. Det er snart 3,5 år siden, at jeg, som blot 19 år og ekstremt forvirret, satte mine fødder på de flisebelagte gulve for første gang som studerende. Studerende på en videregående uddannelse. Hvem skulle have troet det? Og om lidt er det slut. Der tager jeg fat på et helt nyt og omtrent ligeså skræmmende kapitel. Langt væk fra dejlige København. Langt væk fra de trygge og elskede bygninger på Njalsgade. Disse lave, angstprovokerende bygninger, som kan fremkalde klaustrofobien hos selv den bedste. Men som man alligevel kommer til at elske. Sådan er det jo med mange af de gode ting her i livet. Starten er ikke altid nem, men hvis man bare holder på, så kan det ende med at blive noget helt fantastisk. Som fængselsmurene i Shawshank Redemption. Efter et stykke tid lærer man at elske og værdsætte den tryghed, som de faste rammer giver. Fællesskabet. Både fysisk og mentalt.
Men jeg vil ikke starte med slutningen. Lad mig hellere starte med starten. Lad mig for en gangs skyld gøre det rigtigt.

Hvis jeg skal beskrive mit første indtryk med et enkelt ord, så må det være imperfektion. Men ikke imperfektion i perfektionistens øjne. Nej, imperfektion i ordets allermest positive facon. Som potentiale. Muligheder. For de fysiske rammer er konstant under udvikling, og de virker til aldrig at blive helt færdige. Det kan hele tiden blive lidt bedre. Lidt smartere. Lidt mere innovativt. Og det er ekstremt betryggende. For hvis noget sted skal udstråle netop dette, så bør det være et universitet. For det er jo netop hele formålet. At forme nye mennesker i en stræben mod det perfekte. Hvis ikke det perfekte, så i alt fald det ‘bedre‘. Hvad det så end er. I uddannelsessammenhæng vil ‘bedre‘ og ‘mere‘ nok altid hænge uløseligt sammen. For ‘mere‘ viden er ‘bedre‘ viden. Ikke at jeg nødvendigvis bakker op om denne tankegang, men sådan føler jeg, at det forholder sig. Eller måske bakker jeg op om tankegangen. Jeg bakker nok bare ikke op om prioriteringen af denne viden. Prioriteringen af den ‘rigtige‘ viden. For den findes ikke. Den er individuel, og kan derfor ikke måles efter faste metoder og regler.

Og det er vel noget af det, som er med til at gøre stedet så smukt. For jeg passede ikke ind. Ikke ind i traditionerne. Ikke ind i de faste rammer, som så mange før mig har fulgt. Og som så mange efter mig kommer til at følge. Alligevel vil jeg påstå, at jeg har fået ligeså meget – eller sågar mere – ud af mine 3,5 år på stedet som alle andre. Vi har ganske vist ikke fået det samme ud af det, men det er heller ikke formålet. Ønsket er selvstændige individer. Og selvstændige individer skabes naturligt nok af selvstændige handlinger. Faste metoder og faste rammer modarbejder dette. Heldigvis tillades det stadig at disse rammer brydes. Man har stadig lov til at fjumre. At finde sig selv. At udvikle sig selv. Også selvom det falder udenfor den nok så fine “studieordning”.

Og mit primære virke i den reelt meget hyggelige bygning med de mange trapper falder i den grad udenfor. Jeg blev sat på stedet for at studere mennesket. Og jeg har helt bestemt studeret mennesker. I flertal. Og ikke mindst: I virkeligheden. Ikke i bøger. Ikke i teoretisk forstand, men som de rent faktisk fungerer i den virkelige verden. Det er vist ikke første gang, at jeg har kaldt mennesker for “de”. Det er nok på tide, at jeg indser, at jeg rent faktisk er et af “dem”. Og det er jeg, når alt kommer til alt, ganske tilfreds med. For det er helt klart menneskerne, som gør KUA til netop KUA.

Hvem skulle have troet, at disse små, grimme, smalle, forældede bygninger skulle indeholde så meget varme og glæde? Og at de smukke, moderne kolosser på den anden side af Emil Holms Kanal skulle være så frygteligt upersonlige og kolde? For mit KUA er det gamle KUA. For det er personligt. Det indeholder flere generationers begejstring, kærlighed og omsorg. Det er i sandhed vores, og den dag det er væk, vil være en trist dag. Men jeg ville egentlig ikke sørge over bygningerne. For bygningerne er blot netop det. Bygninger. Det er menneskerne indeni i disse kolde murstensværker, som gør KUA fantastisk.

For sjældent har man oplevet så mange dejlige, varme og kærlige mennesker samlet på et sted. Om det så er den hyggelige atmosfære i Mødestedet. Holdkammeraterne i de herlige lokaler, som har mere ekstreme temperaturforskelle end en teenagepige har humørsvingninger. Eller abefesterne i Colorbar, som vel ret beset er et forfærdeligt upraktisk sted at feste. Men det gode selskab kan redde enhver fest. Og sågar løfte den op på et sådant niveau, at man tvinges tilbage fredag efter fredag til en gentagelse af forrige fredag. Hvis det var en rejse til et fremmed land, så ville man stoppe efter første gang. For der ville man have haft set alle seværdighederne. Men Colorbar var noget specielt. Det ér noget specielt. Og selvom jeg nu tager afsked med stedet, så kan der slet ikke herske nogen tvivl om, at jeg vil vende tilbage. Så ofte som det overhovedet er muligt. Men lad mig fortsætte opremsningen. For man må ej glemme den enorme fornøjelse, det var at være med til at hjælpe en ny flok studerende med at finde sig til rette på det sted, som man elsker så højt. Vi kender det vel allesammen. Man har en film, et stykke musik eller noget helt tredje, som man virkelig er begejstret for. Og man brænder sådan for at dele det med andre. Men når man så gør det, så er man ekstremt nervøs for at tabe ansigt, hvis de nu ikke bliver ligeså begejstrede som en selv. Sådan havde jeg det. Ikke fordi at stedet ikke er fantastisk. Men fordi frygten for ikke at formidle det godt nok sad fast i baghovedet på én. Men heldigvis tog de godt imod det. Og jeg er sikker på, at de vil få ligeså gode oplevelser med stedet, som jeg selv har haft. Garanteret ikke på samme måde.
Men det er jo også sådan, det skal være. Jeg har skabt mit KUA, som jeg elsker. Og det er nu op til de næste at gøre det samme. KUA er imperfektion. Og det er op til den enkelte at skabe sin egen perfektion. Både af stedet men bestemt også personligt.

Tak for 3,5 helt fantastiske år til alle, som jeg har stiftet bekendtskab med i og omkring KUA. Tak for de fantastiske fester. Tak for de fantastiske ipod battles. Tak for nogle lærerige år i skønt selskab. Og ikke mindst tak for et skønt sidste halvt år til de kære russere. Vi ses i Colorbar til en stift!

Pædagogik. Fordi dyr ikke er sexede!

---